torsdag den 10. maj 2007

ØV og 3 gange øv

Rodeo-show i Parken er afblæst

Et udskældt show med tyre og heste i Parken i København bliver ikke til noget.

Det, der af arrangørerne er blevet udråbt til en amerikansk kulturfest i Parken sidst i juni, bliver ikke til noget. Efter flere ugers heftig kritik valgte manden bag det omstridte rodeo-show, Karsten Østergaard, i dag at tage rodeoen af plakaten.

- Rodeoet handler ikke længere om dyrevelfærd for os, men om menneskelig velfærd. Jeg kan som arrangør ikke længere byde hverken samarbejdspartnere, sponsorer, ansatte eller min familie at lægge ryg til de mange beskyldninger og de både åbenlyse og latente trusler, vi modtager. Det er det ikke værd. Det er jo bare et rodeo, siger Karsten Østergaard i en pressemeddelse.
- Vi startede med at sikre, at dyreværnsloven kunne overholdes. Vi fik Dyreværnsrådet til at opstille en række præmisser, Justitsministeren udtalte, at rodeoet kunne afvikles inden for lovens rammer, Københavns Politi gav os tilladelse til at afholde rodeoet, og landets eneste professor i dyrevelfærd bakkede fuldstændigt op om eventen. Selv nu, hvor vi må opgive at gennemføre eventen, kan vi ikke se, hvad vi skulle have gjort anderledes, siger Karsten Østergaard.

I sidste uge satte DR1-udsendelsen Task Force rodeo-showet under lup og fulgte blandt andet Karsten Østergaard, en repræsentant fra Dyrelægeforeningen samt showets faglige ekspert, professor i dyreadfærd, Jan Ladevig, på en tur til Tyskland, hvor de samme heste, som skulle optræde i Danmark, blev studeret.

Her underminerede professoren sin egen faglige vægt i sagen.

- Jeg har fra starten af gjort opmærksom på, at jeg ikke er nogen rodeo-ekspert, sagde Jan Ladevig i udsendelsen.

Under udsendelsen kom det også frem, at de heste, der skulle optræde i Parken, var opstaldet under forhold, som dyreværnsfolk fandt stærkt kritisable.

Ole Münster, direktør i Dyrenes Beskyttelse, er glad for beslutningen om at rodeo-showet bliver aflyst, men tager samtidig kraftig afstand fra de trusler, arrangørerne har fået.

- Det er en klog beslutning. Vi mener, det (showet, red.) var i strid med dyreværnsloven. På det seneste er der kommet en række nye oplysninger frem, som Dyreværnsrådet ikke tog højde for i deres oprindelige udtalelse omkring showet, siger Ole Münster.

Det omstridte rodeo-show har fået dyreværnsfolk til at indsamle over 11.000 protester. Folk, der har købt billet til showet, vil få pengene refunderet.

Ingen kommentarer: